Tre solister og to musikere er klar til at dele corona-sikre musikalske krammere ud i dagene 11. – 15. august i form af små pop-up koncerter på gader og stræder, hos virksomheder og institutioner rundt om i Randers Kommune.

Bevæbnet med mikrofon, boombox, guitar og andre instrumenter bevæger holdet fra Randers Teater sig rundt med tre trækvogne for at skabe glæde i en corona-tid. Holdet består af Lone Rødbroe, John Batz, Sara Gadborg, Mikas Bøgh Olesen og Jon Døssing Bendixen.

I løbet af ugen vil de fem erfarne performere dukke op i Randers City, Randers Storcenter og Randers Streetfood, hvor der vil blive flere små pop-up koncerter. Men der bliver også tid til at besøge forskellige virksomheder og plejecentre i Randers Kommune, ligesom der bliver forestillinger på Regionshospitalet.

De enkelte optrædener vil ikke blive annonceret nærmere, da der jo ikke skal forsamles for mange publikummer på en gang. Og for at holde styr på publikum, så de ikke er for mange og for tætte sammen, vil kunstnerne fra tid til anden blive eskorteret af De Skøre Strømere fra Dansk Rakkerpak.

Skøre Strømere er et skrupskørt hårdtslående politikorps, der kan sættes ind overalt, hvor der skal strammes op på lov og orden. Siden 2004 har Skøre Strømere patruljeret på kulturnætter, gågader, festivaler, kræmmermarkeder og dyrskuer i det ganske land samt ved diverse konferencer, indvielser, receptioner og events. Derudover har korpset ved flere lejligheder og med stor succes optrådt på udenlandske teaterfestivaler.

“101 Toner” er en del af den august-buket, som Randers Festuge sender ud som en kærlig hilsen, når nu selve festugen må vente til 2021.

“101 Toner” arrangeres i et samarbejde mellem Randers Teater, Randers Kommune, Randers Eventsekretariat, Randers Cityforening, Regionshospitalet Randers, Randers Storcenter og Randers City Camp.