Masser af træer, bygninger, tårne, skulpturer og alt muligt andet blev en weekend i februar oplyst af grønne spots, der skabte eventyrlige rum og stemninger mange forskellige steder i byen.

Bag eventen stod Tine Eibye her fra teatret sammen med Anita fra eventfirmaet Enovent og Jepser fra Bambi Udlejning. De tre havde ganske simpelt lyst til at give borgerne i Randers en god og sjov oplevelse. Og så er grøn jo håbets og forårets farve.

Eventen var en coronavenlig måde at give folk en oplevelse på i en tid, hvor det var meget småt med kulturelle inputs.

Projektet modtog støtte fra Randers Kommune og Eventsekretariatet, og rigtig mange lokale kræfter meldte sig på banen og havde lyst til at lege med. Lige fra City-foreningen, der fik sat grønt lys i en lang række butikker, til Randers Amtsavis, der for en enkelt dag havde skiftet deres sædvanlige blå farve ud med grønt på forsiden af papiravisen.