Køkkenvejen er unik forestilling med Lone Rødbroe i rollen som en kvinde, der tilsyneladende har alt og er villig til at dele ud af det.

Marie er lykkelig. Hun har en dejlig mand og en dejlig søn. Når Marie laver mad til de to, er hun allermest lykkelig. Eller som i dag, når hun skal lave fin middag til de gæster, hun har inviteret som en overraskelse. Også selvom hun egentlig ikke kender nogen af gæsterne, eller selvom hendes mand er forsinket, og hun godt ved hvorfor. Selvom der er ting i hendes liv, der burde få hende til at skrige, så er hun lykkelig. I hvert fald lige nu. I denne stund. Hvor gæsterne har indfundet sig, og hendes kulinariske færdigheder skal bestå den helt store prøve.

 Men i løbet af timen op til den gode middag skal serveres, begynder hun at tvivle på sig selv og sin lykke. Tvivle på sit liv og de valg hun har truffet. Er der tid til at gøre noget om? Er der mulighed for noget andet? Skal hun lytte til den stemme der så indtrængende presser sig på og gøre, hvad den beder hende om? Eller skal hun bare færdiggøre maden, underholde gæsterne til hendes mand kommer hjem og lade som om intet er galt…

Forestillingen spillede i private hjem, og når den var slut, kunne publikum spise det måltid, som Lone Rødbroe i rollen som Marie havde tilberedt undervejs.

Medvirkende: Lone Rødbroe
Dramatiker: Andreas Garfield
Instruktør: Ini-Miriam Rosenbaum