Når kunsten sitrer
OBS: Spiller på Randers Kunstmuseum den 21. oktober kl. 14 og kl. 19. Forestillingen præsenteres af Randers kunstmuseum i samarbejde med Randers Teater. Forestillingen er ikke en del af Randers Teaters sæsonprogram og tæller derfor ikke med i abonnementsordningen.
Tre kunstnere, tre kvinder, tre liv – én mand. En tværkunstnerisk forestilling om kvindens liv i skyggen af manden og i lyset af kunsten. Vi belyser historien om dem i dette teaterstykke om kunst, kærlighed og identitet.
Når Kunsten Sitrer er en vandreforestilling gennem Randers Kunstmuseum, hvor vi følger tre kvindelige kunstneres liv med J. F. Willumsen. De fik en plads i centrum af kultureliten, men blev det en plads bagved manden og hans billedkunst?
Det er kvinderne Juliette, Edith og Michelle, vi sætter fokus på, når vi diskuterer livet, kunsten og kærligheden i denne indendørs vandreforestilling. De var kvinder, muser, partnere, modeller og kunstnere. De blev anerkendt som Willumsens medkunstnere, men blev de også anerkendt som selvstændige kunstnere? Og hvordan ser eftertiden på dem.
I nyskreven dramatik af Reumert-vindende dramatiker Simone Isabel Nørgaard dykker vi ned i deres fortælling og trækker tråde til en nutid, hvor køn stadig opleves som en hindring for at opnå anerkendelse for sin kunst.
Skuespillere: Iris Thomsen, Kristine Nørgaard & Karen Nielsen
Iscenesættelse: Sofie Pallesen
Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard
Scenograf: Filippa Berglund
Lyddesigner: Mikkel Peter Larsen
Dramaturg: Anja Ohlsen
Kommunikation og fotograf: Cæciliie Philipa
Forestillingen er blevet til i samarbejde med Willumsens Museum