Stol
En dokumentarisk og humoristisk danseforestilling om tillid.
Er det muligt at være i kontakt med sin lyst og egne behov og samtidig være et menneske, man kan stole på, og som kommer som aftalt? I forestillingen ”STOL!” sætter sART Danseteater skarpt på tilliden i samfundet og i privaten.
Tillid er på en og samme tid det sikre fundament, der holder vores fællesskab oppe, og det mest skrøbelige, der findes. Evigheden ligger i øjeblikket, siger filosofien, men hvad hvis det næste øjeblik er anderledes? Hvis det, man troede på, pludselig ikke eksisterer? Hun vender sit ansigt mod dig og siger: ”Jeg har mødt en anden”. Alle ser, men ingen svarer på de sociale medier. Politikerne fester bag lukkede døre, mens du ikke må besøge din døende far.
Forestillingen er bygget op omkring virkelige menneskers fortællinger, meninger og holdninger om emnerne tillid, mistillid, kontrol og løgn. Der bliver både mærkværdige stole og skæve og humoristiske billeder, som vi alle kan spejle os i – fortalt igennem krop og tekst.
sART Danseteater har tidligere besøgt Randers Teater med forestillingerne “Hvis jeg bliver voksen” og “Hvis jeg bliver gammel.”
Koreografi og Iscenesætter: Sofie Christiansen
Dansere: Jan Vesala, Camilla Schnack Tellefsen og Simon Stenholm Söderlund
Scenograf: Rikke Juellund
Lysdesigner: Jens Hansen
Dramaturg: Trine Wisbech
Lyddesigner: Kim Malmose Hansen
Instruktørkonsulent: Jens August Wille
Producent: Anneline Köhler Juul